Scenekunst er i konstant udvikling. Den tilpasser sig, diskuterer med, gør oprør imod og hylder samfundet. Det er i dialogen med sig selv og samfundet, at scenekunsten blomstrer. Men hvor selve kunsten udvikler sig fra år til år, så er måden, den produceres på stagneret og har ikke fulgt med tiden. Proletar Teater inviterer til et indblik i vores kunstneriske værksted.
I en periode på fem uger har vi arbejdet på en ny ressourcebevidst kunstnerisk metode, der skal gøre det lettere at producere bæredygtigt teater. Denne gang har vi haft fokus på kostumer. Ved at vække det kunstneriske potentiale, der ligger i vores genbrugte tekstiler, puster vi nyt liv i de skjulte skatte, som ellers måtte ligge aflagt eller blive smidt ud. Her er det tøjet, der definerer kunsten, og ikke kunsten, der definerer tøjet.