Proletar Teater isolerer tre performere i Tårnbyparken! De skal overleve i tre døgn uden mad, drikke eller telefon... altså medmindre deres nabolag hjælper dem. Kom dem til undsætning, når vi spørger, hvad coronakrisen egentlig har gjort ved os og vores måde at kommunikere på. Hvordan vores nabolag og fællesskab har ændret sig, og hvor meget vi kan hjælpe hinanden, når alt brænder på.
Med mere end 20 meters mellemrum fra hinanden skal de tre performere (foruden at overleve) arbejde som kunstnere og skabe en 30 minutters forestilling sammen, når de efter 80 timer for første gang skal møde hinanden og performe sammen. Uden at forlade deres firkant skal de lære at kommunikere med hinanden, koordinere en forestilling og ikke mindst øve den, så de er klar til at vise dem for et spændt publikum.
I løbet af de 80 timer foregår resten af festivalen også i Tårnbyparken og performerne kan både lade sig inspirere og deltage i de andre performances og begivenheder – men selvfølgelig uden at forlade deres firkant.
Hvordan grænsesætter vi i mødet mellem individ og samfund, hvor tilstedeværelse stadig og i højere og højere grad er normen? Det er et interessant, socialt eksperiment, der tilsyneladende kan se ganske hyggeligt ud, men som ved nærmere eftersyn emmer af tab af individuel agens.
Det er tydeligt, at dette er en performance, der især tiltrækker de mange børn, som konstant løber rundt og leger i deres eget nabolag. At dette bliver gjort muligt – at skabe kunst, som både taler til voksne såvel som børn – oplever jeg som en af festivalens største bedrifter. Det er sjældent, at jeg har set så mange børn være en del af performancekunst, hvor de deltager med stort engagement og glæde, hvilket sker, fordi Tårnby Park Performance Festival skaber trygge og givende rammer med højt til loftet. (...)
De tre performere får lov til at forlade deres lille område, hvor de har været afskærmet fra hinanden, og de skal nu lave et lille teaterstykke, som de har planlagt i løbet af de 80 timer igennem kommunikationsformer, de selv har måtte finde frem til. Både børn og voksne sætter sig tæt sammen, og de tre performere fremfører en fortælling, som tager fat i grundideen: naboskab. De åbner tankerne op på en vedkommende og hjertevarmende måde, hvor stykket får italesat åbenhed, venlighed og empati som følelsesregistre, vi alle kan vælge at træde ind i og dermed være til stede med hinanden på en åbnende måde.
— Karin Hald, billedkunster/kurator/redaktør
