Proletar Teater blev stiftet i efteråret 2020 som en reaktion på denne iagttagelse. Måske kan man undersøge og udnytte dette ressourcespild. Og måske kan man imødekomme både teatrene, som leder efter bæredygtige måder at se deres brugte ressourcer genbrugt på, men også det frie felt, der i modsætningen til de etablerede scener hungrer efter ressourcer på en måde, der gør feltets resulterende scenekunst mere råt og udhulet. Ønsket om at dyrke Ressourcernes Teater er et ønske om at udnytte sine ressourcer bedst muligt og blive bevidst om, hvad de i sig selv tilfører et scenekunstnerisk værk. Er det muligt for det frie felt at indgå i en fødekæde med de etablerede scener, hvor genbrugte ressourcer ikke blot kan skabe ny, men anderledes og innovativ kunst?
Men i ønsket om et bæredygtigt og ressource-bevidst økosystem opstår et problem: Hvis en produktion genbruger ressourcer fra en anden produktion, sker der en kvalitets-forringelse. Hvis en vækstlags-gruppe eksempelvis sætter Macbeth op med kostumerne fra Misantropen, vil der opstå et kunstnerisk udtryk, der ikke er selvvalgt. Hvis en aktør har en idé til en forestilling og indskærper sit udvalg af ressourcer til at realisere denne idé, vil den resulterende forestilling blive mindre konkurrencedygtig end den, hvis ressourcer der bruges fra.
Proletar Teater mener, at der er behov for en ny måde at arbejde med genbrugte materialer på. En ressource-bevidst metode, hvori man tager udgangspunkt i de ressourcer, man har til rådighed, når man skal udvikle sin idé. Her optræder ressourcen ikke som en malplaceret fotokopi, men som kreativt centrum. Ønsket om at dyrke Ressourcernes Teater er et ønske om at vende den traditionelle kunstneriske proces på hovedet og allerede fra begyndelsen af præproduktionen benytte ressourcerne som kilde til kunsten. Vi tror på, at ressourcer i sig selv kan fortælle nye historier og bane vejen for innovative scenekunstneriske koncepter.
Ønsket om at gøre scenekunst grundlæggende bæredygtigt er i øjeblikket et stort fokus for teaterbranchen, som har taget initiativ til manualen Theatre Green Book, der søger at indføre bæredygtighed i samtlige dele af en forestillings produktion. Budget-mæssigt ønskes en byttehandel, hvor der skal bruges færre penge på nye materialer og flere penge på folks tid i form af nytænkede bæredygtighedsmøder og CO2-budgetter. Manualen præsenterer en værktøjskasse for producenter og inviterer samtidigt branchens kunstnere til at udnytte bæredygtighedens nye måder at tænke på som et nyt kreativt benspænd:
“Klimakrisen er ikke blot en udfordring, der skal overvindes. For ved at ændre de parametre, som teatret er skabt ud fra, opstår der en spændende mulighed for kreativitet. Gennem hele teatrets historie har det vist en ekstraordinær evne til fornyelse. De næste få år bør ikke ses som en begrænsning, men som en invitation til dynamisk kreativ forandring.”
Proletar Teater vil være frontløber for denne nye måde at tænke på kunstnerisk. Vi frygter nemlig, at den grønne omstilling i øjeblikket præsenterer sig som en kunstnerisk begrænsning for de kunstnere, der ikke tør ændre på deres proces og udelukkende ser bæredygtighed som et nødvendigt onde. Derfor samarbejder vi med organisationen 'Bæredygtigt Kulturliv NU', der i Danmark er udpeget til at tilrettelægge Theatre Green Book til det danske scenekunstneriske miljø og som bredt kæmper for bæredygtighed på tværs af det danske kulturliv.
Proletar Teaters navn låner terminologi fra Marx og har endda en navnebror i Piscators Det Proletariske Teater (stiftet 1920). Alligevel er Proletar Teater ikke et politisk teater. Forskellen på Det Proletariske Teater og Proletar Teater er, at førstnævnte henvender sig til et fattigt publikum, mens vi henvender os til fattige kunstnere. I kraft af at kunstnere som Piscator og Brecht undersøgte fattigdom via politik, har vi dog fundet inspiration i disse gruppers stærke ressource-bevidsthed, der opstod ved at vende blikket bort fra den borgerlige status quo. Med et kritisk blik på materialistiske klasseskel opstod en helt anden respekt for disse materialer. Samtidig formåede skaberne at distancere sig fra materialet på en undersøgende måde – blandt andet via Brechts V-effekt og Piscators tidlige udgave af devising. Kernen af den ressource-bevidsthed, vi tager udgangspunkt i, kan man læse i Brechts essay En gammel hat (1960). Teksten er gengivet her i en forkortet udgave.
En traditionel scenekunstnerisk proces handler om at realisere en ide – oftest fra en instruktør, koreograf eller manusforfatter – bedst muligt ud fra de tilgængelige ressourcer. Den alternative proces “devising”s største præstation var at fritstille produktionens aktører fra præproduktionens idé-diktatur. Kritikken lød, at den traditionelle process blot anså et prøveforløb som en eksekvering af idéen – et håndværk langt væk fra en kunstart. Nu er tiden inde til at tage endnu et skridt; at kritisere den frie idés magtposition over realiseringen af den.
Når en kunstner ved et blankt stykke papir eller i nattens mørke får en ny idé, opstilles en perfekt metafysisk udgave af forestillingen, som en realisering søger at efterligne. Derfor bliver budgettet altid en magtkamp, et slags kompromis, hvor man skal afgøre hvor mange penge, man ønsker at kaste efter fx sin scenografi. Her bliver ressourcen en forhindring, budgettet bliver et hads-emne og scenekunsten bliver kompromisets kunst. Og den mest vellykkede forestilling bliver den med flest ressourcer bag sig. Denne tankegang kan den proletariske kunstner ikke abonnere på.
Hvis man ser på den kreative realisering, vi ser i En gammel hat, har vi et helt andet syn på ressourcen. Brecht fremstiller kostumebutikken som den lette løsning – et hus hvor man ikke behøver at arbejde selv for at realisere sin kunstneriske ide. Hvis der havde været et tyve gange større udvalg af hatte for Filch, havde han måske fundet den hat, der passede bedst til sin karakter. Men ved at finde tandbørsten – en ressource han allerede havde til rådighed – fandt han en langt mere kreativ løsning.
Og hvis man ser på sine tilgængelige ressourcer som udgangspunktet for en kreativ ide, lægger vi fra starten de letkøbte realiseringer fra os. Ved at arbejde fattigt som ideal påstår Proletar Teater, at man kan arbejde langt mere kreativt. Ved at acceptere, at den frie idé ikke er lige så gratis, som når den skrives ned på papiret, kan kunstneren allerede fra starten af udnytte sit kreative talent.
Den ressourcebevidste metode søger at forvandle et materiales kunstneriske potentiale til realiserbar scenekunst ved at lade forestillingens koncept udspringe fra en undersøgelse af materialet. Selve processen har vi kortlagt i disse otte trin:
Her undersøger vi ressourcen og stiller spørgsmålstegn til den. Hvorfor er den, som den er, hvordan er den lavet, hvad består den af og hvilke kvaliteter og egenskaber besidder den? Vi dekonstruerer ressourcen og dens funktion og inddrager ekspertviden fra det felt, ressourcen opererer i.
Her opdager vi potentialet for et scenekunstnerisk værk i en ressource, og der opstår en antydning af en forestilling i kraft af den resonans, kunstneren har i mødet med den. Her afgrænses et materialemæssigt udgangspunkt – fx en samling rekvisitter, nogle scenografiske materialer, nogle lamper eller en lokation.
Ud fra denne research undersøger man her ressourcen i et større perspektiv: Hvad er materialets samfundsmæssige, filosofiske, historiske og metafysiske kontekst? Her forsøger vi at sprænge forventningerne til materialet og etablere nye sandheder på baggrund af, hvad vi har lært indtil videre.
Nu skabes et produktionsmæssigt afsæt, hvor værkets parametre fastlægges og kvalitetssikres. På de områder, hvor ressourcen ikke lever op til vores forventninger, skal vi “finde tandbørsten” – altså være omstillingsparate og arbejde kreativt ind i mødet mellem ide og materiale.
Her går det kreative udviklings-arbejde for alvor i gang og selve iscenesættelsen skabes – enten via individuelt arbejde eller workshops i et devising format. Selve formidlingen af værket sættes på plads og det overflødige skæres fra.
Her realiseres iscenesættelsen og det æstetiske udtryk fastlægges via prøver og forestillings-afvikling. Denne del af processen minder om en normal opsætning og gør løbende brug af Theatre Green Book.
Nu opstår selve fortællingens ramme! Her konkretiserer vi, hvad vi gerne vil fortælle og udvælger iscenesættelsens budskab. Samtidig etablerer vi værkets kreative platform; den ene sætning som skal vejlede den kreative ide-generering. Elevator-pitchen er færdig efter dette stadie!
Efter forestillingen evalueres materialet på ny. Ressourcen har uundgåeligt skiftet karakter i kraft af bearbejdelsen, og det skal vurderes om ressourcen skal medvirke i et senere produkt eller forlade det kreative arbejdsrum endegyldigt.
Proletar Teater sigter efter at have færdigudviklet metoden i slutningen af 2025. Her ville vi kunne udgive første udgave af metoden med forskellige værktøjer, information og fif til de forskellige typer af ressourcer. I øjeblikket er vi nogenlunde halvvejs i udviklingen og er nået til et punkt, hvor vores undersøgelser bliver mere omfattende og derfor kræver flere midler til at realisere dem. I øjeblikket er vi ikke i stand til at skaffe midler til vores projekter, men vi håber, det kan ændre sig. Vores plan er følgende:
MEDIO 2024 – Undersøgelse af lyden som ressource med resulterende visning.
PRIMO 2025 – En afprøvning af metodens a-række på nye kunstnere i en workshop på omtrent 4 uger.
MEDIO 2025 – En undersøgelse af scenografien som ressource med resulterende forestilling.
ULTIMO 2025 – Udgivelse af Den Ressourcebevidste Metode.
